Vi når ikke målet om 20 procent kvinder i 2025

7. marts 2025
Hvis du troede, at denne overskrift var "clickbait" med en lykkelig slutning, så må vi desværre skuffe dig. GK når ikke målet om 20 procent kvinder i 2025 – og heller ikke i 2026.

Andelen af kvinder i GK har stået stille på omkring ti procent i flere år. I 2020 satte vi os et ambitiøst mål om 20 procent kvinder inden 2025, men realiteten er, at vi ikke er i nærheden. I 2020 var andelen af kvinder 9,9 procent, og i 2024 var den 11,2 procent. Tallene taler for sig selv – vi undervurderede udfordringen.

Stået stille siden 2020?

Blandt faglærte og ingeniører har andelen af kvinder været uændret. Når det gælder kønsfordelingen blandt lærlinge, ser vi en lille forbedring – her er andelen af kvinder nu 8,6 procent mod 5,7 procent i 2021.

Men én ting har rykket sig:  Andelen af kvindelige ledere er steget – fra 15 procent i 2021 til 26 procent i dag. I bestyrelseslokalet er andelen af kvinder 43 procent.

– Det gør en forskel. Fra diversitetsarbejde ved vi, at når en underrepræsenteret gruppe når en "kritisk masse" på omkring 20 procent repræsentation, brydes stereotyper, og de bliver ikke længere set som en minoritet, siger koncernchef Kim Robert Lisø.

Fordomme skal nedbrydes – og ledere skal gå forrest

– Min opfattelse er, at byggebranchen stadig er præget af fordomme og stereotyper – blandt både kvinder og mænd, drenge og piger. Mange kvinder og piger ser bygge- og anlægsbranchen som en mandsdomineret verden, hvor de ikke passer ind. Samtidig er der stadig både drenge og mænd, der tvivler på kvinders kompetencer i tekniske roller og i de klassiske håndværksfag. Det er vi nødt til at gøre noget ved, siger Lisø.

Det handler om en kultur og nogle holdninger, der sidder dybt. Det er ledernes ansvar at gå forrest og skabe en inkluderende kultur. En kultur, der ændrer, hvordan vi tænker og taler om de job, vi udfører. En kultur, hvor køn ikke er en faktor, men hvor vi ser værdien af både de synlige og usynlige forskelle og ligheder, vi bringer ind i teamet.

Vi skal vise, at kompetence ikke har et køn. Når vi lykkeds med diversitet styrker vi også vores egen konkurrenceevne.

– Vi skal vise, at kompetence ikke har et køn. Når vi lykkeds med diversitet styrker vi også vores egen konkurrenceevne, mener Lisø.

Over branchens gennemsnit blandt VVS-lærlinge

Vi tager også et andet lyspunkt med os: I 2021 var andelen af kvindelige VVS-lærlinge i GK Norge 3,23 procent. Nu er 12 procent af vores VVS-lærlinge kvinder. Det betyder, at GK ligger over branchens gennemsnit i Norge på 9,3 procent kvindelige VVS-lærlinge. Det er positivt, men det betyder ikke, at vi er i mål.

– Målet er ikke kunat være bedre end gennemsnittet i en branche, der altid har haft en lav andel kvinder. Vi ønsker at løfte hele sektoren ved at vise, at byggebranchen er en attraktiv karrierevej for alle, siger koncernchefen.

Læs også:

Kvinder er en gevinst for bundlinjen i byggebranchen
Læs mere

Ambitiøse mål giver retning – selv når vi ikke når dem

Tallene kan få det til at se ud, som om målet om 20 procent kvinder er urealistisk. Men Lisø vil ikke give op.

I et debatindlæg i december skrev han, at ambitiøse mål giver retning og motivation –selv når de ikke nås.

– Vi skal turde sætte ambitiøse mål. Ellers kommer vi ingen vegne. Som verden ser ud i dag, er det vigtigere end nogensinde at have klare, udtalte målsætninger om kønsbalance og diversitet. Målet om 20 procent kvinder har gjort os mere bevidste, og det har givet os den retning, vi har brug for til at fortsætte arbejdet, siger Lisø.

Vi har taget flere initiativer for at tiltrække kvinder. Vi har justeret vores rekrutteringsproces –fra måden vi skriver jobannoncer, til hvordan vi formulerer os i vores kommunikation. Og vi har fremhævet gode eksempler.

Vi vil løfte kvindelige ledere, fremhæve rollemodeller, rekruttere klogere og fortsætte med at sætte høje mål. Vi kommer måske til at fejle, men så prøver vi igen.

– Måske kan vi bruge en anden overskrift om nogle år, forudser koncernchefen.

Læs også:

Inklusion og mangfoldighed
Læs mere