Kontaktperson
Som led i teknikentreprenøren GK Danmarks overordnede strategi om at samle koncernen til ét GK er den erfarne projektstyrer Rune Kristensen blevet ansat som projektchef i den tværfaglige entreprise-enhed PMO, der blev etableret sidste år for at for at sikre, at kompetencer og ressourcer udnyttes mere systematisk og struktureret.
Rune Kristensen, 45, kommer fra en lignende stilling i Kemp & Lauritzen og skal være med til at fortsætte udviklingen af PMO-afdelingen, der skal sikre en samlet kultur med optimalt samarbejde på tværs af entreprenørens fagområder VVS, ventilation og køling.
– Hos GK Danmark har vi ambitioner om at blive en af de førende installatører inden for tekniske totalentrepriser, og for at blive en stærk spiller på det marked må man have et stærkt samarbejde på tværs af fagområderne. Rune Kristensen har netop solid erfaring med at udmønte tværfaglige strategier og samarbejder, der bidrager til at skabe de synergier, som skaber værdi for kunderne og bedre bundlinje hos os selv. Derfor er han den helt rigtige mand til stillingen som projektchef, siger regionsdirektør Kim Kruse Hallengreen, der står i spidsen for GK’s PMO-afdeling.
Tværfagligt samarbejde sikrer effektive byggepladser
Rune Kristensen har en stærk faglig baggrund med en uddannelse som elektriker i bagagen. Ikke længe efter svendebrevet var i hus, videreuddannede han sig til stærkstrømsingeniør, og efter endt uddannelse arbejdede han i fire år hos NH Gruppen A/S som tilbudschef, før han skiftede til Kemp & Lauritzen. Senest som projektudviklingschef, hvor han har været med til at drive samarbejdet på de tværfaglige entrepriseopgaver. Han er derfor ikke kun en erfaren leder, men også en fagligt stærk kapacitet, der kan ”tale sproget” ude på pladsen.
– Grundet min erfaring fra tværfaglige projekter har jeg opbygget en stor forståelse for kompleksiteten, som er vigtig ved ledelse af et tværfagligt projekt. Som projektchef er udfordringen at få installatørerne til at tale det samme sprog. For det er som regel ude på byggepladserne, at projekterne forsinkes, når de forskellige faggrupper ikke forstår og respekterer hinandens udfordringer, siger Rune Kristensen.
Stærkt potentiale for totalentrepriser
At det lige blev GK Danmark, som blev næste trin i Rune Kristensens karriere, skyldes ifølge ham selv, at virksomheden ikke kun har et stort potentiale inden for de tekniske totalentrepriser, men også modet til at udfolde det.
– Jeg har været gennem processen med at drive en kultur mellem de forskellige faggrupper sammen én gang før, og derfor ved jeg, at det kræver meget af virksomheden. GK Danmark har nogle skarpe profiler og et stærkt bagland i Norden. Netop dét gør, at vi har et godt udgangspunkt for at blive en stærk spiller i markedet for totalentrepriser, og jeg glæder mig til at være med på rejsen, siger Rune.
Privat bor Rune Kristensen i Roskilde med sin hustru Signe og parrets to døtre. Fritiden bruges på blandt andet på cykling og badminton.