Med til udstyret i en virksomhed som GK A/S, der installerer komplicerede ventilationsløsninger, hører normalt store tekniske plancher og plantegninger, som printes, plottes og lamineres på store papirark. Disse tegninger indeholder montørernes anvisninger på, hvordan en given opgave skal udføres.
Men i GKs afdeling i Slagelse har man i flere år eksperimenteret med at digitalisere denne proces, og nu har man i et halvt år betjent sig af digitale, interaktive løsninger, som består i, at montørerne anvender en iPad, når de er ude på en opgave.
- Fordelen ved at anvende en computer eller iPad er den helt indlysende, at montørerne hele tiden står med den nyest opdaterede udgave af projektet i hånden, fordi vores projektledere løbende kan foretage nødvendige ændringer. Hvis vi stadig anvendte papir, ville opdateringer ofte indebære, at vi skulle til at printe og plotte nye tegninger, forklarer afdelingschef i GK-Slagelse, Marc Christensen.
Løbende opdateringer af tegninger
Han tilføjer, at fordelene ved den digitale løsning går begge veje rundt. Ikke blot kan projektlederne løbende opdatere tegningerne, men montørerne kan også kommunikere den anden vej med spørgsmål eller forbedringsforslag.
- Det betyder, at montørerne hurtigt kan rette forespørgsler til vores projektledere og tekniske tegnere, og at de kan komme med ændringsforslag, hvis der er forhold, som tegningerne ikke helt har taget højde for. Denne proces sparer ikke alene tid og er effektiv, men den sparer også helt konkret fysiske ressourcer i form af dyrt papir, samt printere og plottere. Faktisk er vi nu gået så langt, at vi har sagt vores fysiske løsninger op, forklarer Marc Christensen.
Det papirløse kontor handler også om bæredygtighed
Han har selv en fortid som teknisk tegner, og da han præsenterede planerne for nogle år siden, var det først og fremmest af hensyn til at skabe effektivitet og hurtige processer. Men nu har det vist sig, at det ”papirløse kontor” også passer fint ind i GKs ambition om at være helt i front, når det kommer til bæredygtighed og at være pådriver for den grønne omstilling. Det har vakt nysgerrigheden hos GKs andre afdelinger i Norden.
- Vi har netop haft gæster fra GK i Norge, som er meget interesserede i vores digitale løsninger, og som tilbragte en hel dag i Slagelse med os for at blive klogere. Det skete blandt andet med henblik på, at det skal tages op på et fællesmøde med ledelsen fra GK i Danmark, Norge og Sverige. Jeg er derfor overbevist om, at den gode idé har en chance for at blive udbredt til andre GK-afdelinger. Det gør nemlig ikke alene hverdagen lettere, men kan også blive en del af GK kernefortælling om bæredygtighed, slutter Marc Christensen.
Læs også: